I.M. Rings tale ved indvielsen af klubhus 30.4.1966

TAARBÆK SEJLKLUB

 

I.M.Ring: Tale ved indvielsen af det ny klubhus den 30.4.1966

 

Kære venner!

Egentlig havde jeg forberedt en fin og højtidelig indledning, men den springer jeg over,

og går lige på. Altså

 

JEG – EN SEJLERKONE

 

Når en forfatter har afsluttet sit værk, må titlen bestemmes,

på samme måde må en taler, før han kan begynde – finde en begyndelse.

helst skal det være med noget fængslende og centralt – noget der for alle er centralt –

og intet forekommer mig bedre (og mere moderne) end at begynde med ordet  Jeg

 

Altså             Jeg – en sejlerkone

vil her berette lidt om livet herud i Taarbæk denne vinter, hvor alle rigtige sejlerkoner

har haft mange gode faste firaftener til eventyr – måske Rifbjerg    Fanny Hill

eller gode gamle H.C. Andersen. Ja hør blot hvad han sagde:

 

Det var så dejligt ude ved vandet. Det var sommer (ja det er det jo nu igen). Imak’en

stod gul – haven grøn – og bølgerne var rejst i toppe.

 

Midt i solskinnet lå der et gammelt hus – og dér solgte man chokoladeæg.

 

Stakkels hus – men vent blot. Først skulle det gå så grueligt meget ondt igennem –

men hvad gør det – når blot man ender som svane .

 

Vinteren kom, den blev så kold. Vandet frøs rent til is.

 

men inde i huset var der stor ståhej.

 

Det kriblede og krablede. De rev og sled, så det knagede i det gamle træværk.

 

Og ned i kælderen gik der nogle, der sagde, at de var V V S – folk. Hvad de mente med

det ville de ikke sige. Men jeg ved det godt – det betød: Vi Vorder Snavsede. Og det var

de. De ligende allesammen skorstenfejere, men der var vist ingen hyrdinde – kun ham

 

Gede-bukke  b        næh –

 

Mur-støtte-bens-over- og-under-stiver-bortfjernelses-høvdingen – og så den rare doktor,

som forbandt de stakkels rør.

 

Højere oppe suste vinden gennem huset, så Krølle rigtig kunne strække ledninger (for

det har han nu lært). Og lille Claus hjælp til, mens store Claes hamrede og Christian

savede, så savsmuldet føg dem om ørerne.

 

Imedens murede Henri op, og andre brød ned. Og Heinrich malede og Qualede, mens Vester

råbte til Øster om hjælp fra Sønder(gaard) og Bolt skraber isblomster af Guhle vinduer.

Ja huh-hej, hvor det går. – Se Hjort og Gul Laksen springer op ad trappen –

Vor skattemand Brygger øl, medens Ruth smører mad. Og lille Dora går i banken efter

penge hos hunden med check så store som møllehjul. For hun er en rigtig kone.

 

Og nu Mac Nair og Onkel Kaj – de lånt Snedronningens slæde og kørte al skramlet på los-

sepladsen – for der hører det jo hjemme.

 

Og sådan gik både måned og dag. Gråspurven frøs, bådene stod forladte og forsømte på

havnen – vinter ville jo ikke gi’ sig, før huset var færdigt. – Men endelig en dag

er ellingen blevet til en flot, ´hvid svane, der stråler i solen og til sommer kan spejle

sig i vandet sammen med de sejlende svaner. Ja huset er blevet så fint, at selve

borgmesterens fine oldermænd kom på visit og sagde:

 

Hvad de sejlere gør, et altid det rigtige – Og det er ganske vist, - for jeg har det

lige ud af oldermandens avis, og den er til at stole på.

 

Se det var det eventyr, men nu længes alle vore store drenge efter at få lov til at

sejle (for V V S kan også betyder VI VILL SEJLE). Så jeg foreslår, at alle pigerne

råber 3 hurraer for dem og ønsker dem god sejlads.

 

(Bemærk at det er indtastet præcis som det står på det maskinskrevet udgave som findes i klubhuset)